Morgenfriske havørreder?
Idag var vi tre mand der ville prøve en plads fra tidlig morgen af. Vandstanden ville toppe ca kl 6:00 og vi ville være klar til at fiske lidt før, så vi mødtes allerede kl 05:00.
Det var delvist mørkt da vi nåede frem på pladsen og vinden var svag, vandet så indbydende ud, men det var koldt. Der havde været nattefrost de sidste par dage og også idag, så det var med kolde fingre at blinket blev bundet på linen. Heldigvis var temperaturen lidt højere ude ved kysten.
Jeg valgte en sølvpil 16 gram i farven Real Tobis til det klare vand der var idag.
Vi startede på “spidsen” som ofte giver fisk, men det var overraskende helt dødt. Efter lidt tid fiskede vi på vejen hen mod nogle rev, som også tit giver fisk. Der skete heller ikke noget, ikke en eneste følger eller hug.
Hele området blev fisket grundigt af, uden kontakt til fisk. Efter nogle timer begyndte troen på at det ville give fisk at svinde drastisk ind.
Den seneste periode med koldt vejr havde sikkert sat en dæmper på opvarmningen af vandet og dermed opblomstringen af fødeemner.
Da vi endnu engang havde været henne og fiske revene af ville jeg fiske vejen tilbage til “spidsen” mens de andre gik vejen langs strandkanten. Cirka halvvejs var der pludselig hvirvler lige foran mig. Jeg skyndte at spinde blinket ind og lagde et kort kast henover stedet hvor jeg havde set fisk. Der gik ikke længe før nogle trykbølger efter blinket afslørede, at der var en stime jagende ørreder efter blinket. Efter et spinstop var der fast fisk. En fin lille ørred lidt over målet kunne kort efter glide over netrammen. Det lykkedes ikke at få flere fisk i flokken til at hugge. Jeg skiftede blink til en filur i 12 gram i brun med mørk ryg for at se om det ville give flere hug.
Lidt senere havde jeg en følger ude på spidsen og kort efter fangede jeg en lille ørred lidt over målet.
Vi fiskede yderligere en anden plads af uden kontakt til fisk. Så generelt var det meget dødt, formentlig grundet det kolde vejr. Men heldigvis gav det et par fine spisefisk med hjem.








