Tidligt op og afsted efter en blank havørred
Jeg var fremme ved parkeringspladsen ved Gjerrild klint ca kl 6:00. Det havde nok været bedre hvis jeg havde været her en time før, men mon ikke jeg kunne finde en havørred alligevel. Pladsen kan give store fisk så jeg bandt en Sandeel i 27 gram, i farven Motor Oil, på linen.
Allerede efter ca fem kast syntes jeg det gav et puf til agnen lige efter et spinstop og ganske rigtigt, en mindre havørred fulgte med helt ind til strandkanten. Der skete dog ikke mere og jeg bevægede mig ned af kysten. Et stykke nede af kysten var der pludselig hug, efterfulgt af en hornfisk der brød overfladen, i et spring ud af vandet. Så de langnæbbede var også klar. Lidt længere nede af kysten ved en lille pynt, med ekstra meget tang på bunden, var der mange hornfisk. Jeg kunne mærke hvordan wobleren konstant blev angrebet. Efter et par kast var der fast fisk, det føltes nu ikke helt som hornfisk og jeg kunne hurtigt se en mindre blank havørred i overfladen. Lidt efter kunne jeg lande en ørred på lidt over målet, der dog ikke var i specielt god kondition. Den havde adskillige lakselus på kroppen og fik friheden igen.
Herefter gik hornfiskene amok og der var kontakt til de langnæbbede, i næsten hvert kast, den næste times tid. Det gav jævnligt fisk på land, som kom på galgen, denne gang til brug som agn til pighvar eller makrel.
Himlen blev kort efter grå og regndråber brød, den ellers stille overflade, med små ringe og næsten i samme øjeblik udeblev huggene fra hornfiskene.
Jeg fik ikke kontakt til flere havørreder på denne skønne fiskeplads med de smukke skrænter som baggrund.












