Er pibeænderne kommet?
Nu skulle Thomas og jeg ud i prammene for at se om pibeænderne er kommet. Det var vores første tur sammen denne sæson, så vi glædede os til at komme på vandet. Vi havde aftalt at mødes kl. 4:30 ved stedet, hvor prammene skulle søsættes.
Mit vækkeur ringede kl. 3:00 og jeg fik hurtigt spist lidt mad, luftet hunden, og sat mig i bilen, der allerede var pakket med et hav af lokkefugle og med trailer og pram på anhængertrækket.
Det havde regnet tungt hele natten og det var stadig meget overskyet med voldsomme regnbyer indimellem, men ifølge vejrudsigten skulle det klare en del op i løbet af formiddagen. Det blæste lidt, men vinden skulle ændre lidt retning og lægge sig i løbet af formiddagen.
Jeg ankommer lidt for sent og Thomas er allerede på plads og har smidt sin prammen i vandet. Vi trækker de hvide Randers bobler ca 1,5 km ud på vandet hvor vi vil ligge. Det svider lidt i benene, der endnu ikke er i træning, at trække de tungt lastede pramme afsted iklædt waders, i vand til låret og blød bund.
Vi har et stort udvalg af lokkefugle med, da det er meget effektivt på åbent vand, med en kæmpe flok lokkefugle. Vi ligger sammen med ca 20 meters afstand imellem prammene og med en stor U formation af lokkefugle, der skal lokke ænderne ind i hullet foran os, så vi begge kan skyde hvis der kommer ænder ind.
Vi er klar lidt efter skydetid. Det er overskyet med svag til ingen vind og meget mørkt, så det er vanskeligt at se noget. Vi kan høre lidt pibeænder i det fjerne så de er her. Vi ser ikke en and i luften det første kvarters tid. Pludselig kommer tre skikkelser ud af mørket i luften lige ude foran mig. De tre gråænder kommer lavt og når at smide sig ude i hullet. Jeg sætter mig hurtigt op og råber, de letter med det samme og jeg skyder to skud forbi på den nærmeste and. Lidt utilfreds med mig selv hopper jeg ud af prammen og samler de to tomme patronhylstre op, det havde været lækkert med en gråand i hånden fra start.
Der sker meget lidt det næste stykke tid. Måger og andre fugle kommer på vingerne, men ænderne udebliver. Et skud bryder pludselig stilheden, det er Thomas der skyder forgæves til en krikand.
Jeg spotter to ænder ude foran, det er pibeænder og de har kurs lige mod vores lokkefugle. De kommer lige ind i hullet til min side. Jeg misser første skud, men får rettet op i skud nummer to og anden rammer vandet. Thomas skyder den anden and i første skud så de to ænder ligger nu døde og vugger blidt på vandet.
Solen står op og luften er fyldt med fugle, dog ikke ænder, men måger, skarver og diverse vadefugle. Jeg skyder en sølvmåge der kommer helt ind for at kigge. Et stykke tid efter solopgang kommer der lidt flere ænder i luften, men der er ikke noget decideret træk som vi havde forventet. De fleste ænder trækker til et sted bag os. En flok pibeænder kommer ind over og jeg skyder en enkelt and. Da jeg står ude i vandet og har samlet anden op ser jeg en flok pibeænder der kommer ind mod prammene bagfra. Jeg dukker mig og fløjter i pibeandekaldet for at gøre Thomas opmærksom på ænderne. Han ser dem, de kommer ind over og han skyder en and i et flot skud.
Det er klaret op og vinden har lagt sig samtidig med at den er drejet fra sydøst til sydvest. Lokkerne ligger derfor nu lidt rodet og overfladen er næsten spejlblank, ikke ligefrem optimale forhold. Vi spotter en pæn flok pibeænder ude foran os og kalder løs for at få dem ind over lokkerne, de cirkler lidt rundt ude foran, pludselig stryger en flok krikænder forbi bagfra tæt på mig. Jeg når ikke at skyde, men de ser ud til at vende rundt og komme tilbage mod os. Næsten samtidigt kommer flokken af pibeænder ind over på min side og jeg skyder en. Vi kunne måske have fået flokken af krikænder eller pibeænder til at slå på lokkerne, men én fugl i hånden er bedre end ti på taget, som man siger.
Der kommer flere ænder på vingerne op af formiddagen og vi skyder enkelte ænder indimellem, primært fra flokke der lige krydser ind over. På et tidspunkt kommer en pibeand ind bagfra og slår perfekt på lokkerne lige ude foran Thomas, det bliver dens endeligt.
Vi pakker sammen ved ti tiden i strålende solskin og ganske lunt vejr. Der kommer selvfølgelig en gråand lige ind over hovedet på mig mens vi pakker sammen.
Det blev en fin dag med en håndfuld ænder og en måge til os begge. Der var kommet pibeænder, dog ikke i stort antal til dette område, så næste gang skal et andet sted prøves. Jeg glæder mig allerede til næste tur.