Bukkejagt på konsortiets areal
Efter et par dage med bukkejagt på egen jord, dog uden held, syntes jeg det var tid til at besøge jagtterrænet i det nordvestjyske. Jeg kan ikke huske præcist hvor meget areal konsortiet råder over, men i hvert fald rigeligt, med mange gode stykker spredt ud over et større område.
Området ligger et stykke væk fra min bopæl, så jeg havde også pakket soveposen med, til en overnatning i bilen, så jeg kunne jage både aften og morgen.
Jeg ankommer til området ca. 2 timer før solnedgang og kører ud til den mark, der ligger først på min vej, for at kigge lidt. Jeg har endnu ikke besluttet mig for hvor jeg vil sidde og har også tid til at kigge lidt rundt. Mange af områderne ligger indenfor en køreafstand på 5-10 min.
Det er overskyet vejr med let regn. Jeg parkerer ved et lille holdested tæt på en aflang sø der ligger på stykket. Søen og det omkringliggende skrub støder op til en kæmpe mark der ligger lige op ad et stort sommerhus-område. Her plejer der at være godt med dyr og faktisk skød jeg også en buk her sidste år, dog ca. ude midt i stykket ca. 1 km her fra. Hele stykket er ca. 2 km langt og 500-600 meter bredt.
Jeg tager min kikkert og går ud for at spejde lidt ud over området, det kunne jo være man var heldig at spotte en buk man kunne pürche efter. Der går ikke dyr ude på markerne, men ved søen ser ser jeg pludselig et par ører der stikker op. Det er en rå der går langs kanten af søen og esser. Pulsen nåede lige at komme op, men lægger sig hurtigt igen, da jeg tydeligt kan se det er en rå. Jeg afsøger dog lige området med kikkerten en ekstra gang og en ny dyrekrop dukker frem på en lille vold ved søens kant. Den står på toppen af volden med horisonten bag sig. Denne gang ser jeg tydeligt en opsats og pulsen kommer hurtigt i vejret. Et smukt syn. Hurtigt er jeg henne ved bilen og klæder om til jagttøj og gør riflen klar. Regnen er tiltaget yderligere og de inderste lag af tøj er allerede delvist gennemvædet, da jeg i hastigt tempo får trukket jagtstøvler, jakke og ghilliedragt på.
Hurtigt tilbage ved søens kant kan jeg, til min store lettelse, konstatere at dyrene stadig går og hygger sig langs søen ca. 150 meter væk. Jeg kan ikke afgive skud med ordentligt kuglefang fra nuværende placering, så planen er at liste op langs med søen på modsatte bred, så jeg kan komme tættere på og komme i en bedre position til at afgive skud. Regnen siler nu ned og min håndkikkert begynder at dugge til. Råen og bukken bevæger sig væk fra mig med retning mod den anden ende af søen. Jeg bevæger mig så hurtigt som muligt i det tætte krat, der omkranser søen, for at komme op på linje med dem, hvilket vil muliggøre et skud på bladet fra en god vinkel. Jeg lægger flere gange riflen til rette på min Primos trigger stick, men der er hele tiden dårlige vinkler eller buskads i vejen. Jeg er næsten kommet helt op på siden af dyrene, så de går lige overfor mig på den anden side af søkanten. Søen er ca. 80 meter bred og jeg er flere steder nødt til at gå i buer udenom tæt krat og huller med vand. De to rådyr fortsætter i jævnt tempo og vi nærmer os nu enden af søen, hvor krattet bliver væsentligt tættere. Da jeg bevæger mig rundt om nogle buske og igen kommer fri, kan jeg ikke længere få øje på de to dyr. Jeg er nu næsten helt oppe ved enden af søen og er gennemblødt af den vedvarende regn. Øv, de må være forsvundet i krattet længere fremme, hvor jeg umuligt kan komme til skud. Min krop er varm af den hurtige pürsch på ca. 250 meter, fra den ene ende af søen til den anden. Jeg indstiller mig på at chancen er forpasset og skal lige til at gå ned mod bilen igen, da jeg spotter nogle ører der stikker op mellem sivene ca. midt på søen. Med en våd og sløret håndkikkert kan jeg se at det er råen og bukken er der også. Så de er altså gået tilbage igen. Fedt! Jagten er stadig i gang. Nu går turen så den anden vej igen. Jeg kommer rimelig hurtigt op på de to dyr der roligt esser langs søkanten. Omkring midtvejs på søen finder jeg en lille forhøjning hvor der er frit udsyn. Jeg får riflen op i skydestokken, men kan konstatere at kikkerten er dækket af regndråber. Hurtigt flår jeg et stykke af min t-shirt ud under de drivvåde ydre lag tøj og tørrer kikkerten af.
Nu gælder det. De to dyr går lige ovre på den anden side. De står ved søbredden og bag dem er der en vold, så der er perfekt kuglefang. Jeg finder et dyr i trådkorset, men det er råen. Den står perfekt, bukken står delvist skjult af krat lidt bag den. Råen bevæger sig videre og nu kommer bukken frem i det fri. Pegefingeren krummer og skuddet går, den helt specielle tilstand, nærmest som super slow-motion indtræder og jeg kan tydeligt se at bukken rammes. Den går lidt ned, men kaster sig pludselig op i luften, efterfulgt af lyden af et stort plask. Jeg ser ingen bevægelser efterfølgende og alt virker helt stille. Da jeg efter noget tid kommer om på den anden side ser jeg nogle ører der stikker op, det er råen der ikke helt har forstået hvad der er sket og hvor dens ledsager er blevet af. Den stikker først af da jeg kommer helt ind på
10-15 meters afstand. Jeg kan ikke se bukken ved søkanten, men får øje på noget lyst ude i vandet. Det er bukken der flyder et stykke ude i søen. Der er ikke andet for end at jeg må ud i vandet. Søen er dyb og vandet går mig til livet. Med min trigger stick kan jeg lige præcis nå bagbenet på bukken og trække den ind til bredden. Regnen er stoppet nu og det er klaret en del op.
Sikke en spændende oplevelse. Jagten startede efter fem minutter og efter en times tid med pürsch, først hele vejen op langs med søen og derefter halvvejs tilbage igen, kunne jeg afgive skud. En fin buk har givet en unik oplevelse og kødet værdsættes højt i vores husholdning.
