På makreljagt tidligt morgen
Jeg var fremme ved slæbestedet ved Egense lige omkring kl. 4. Solen stod op ca. kl 5:00 og jeg ville være klar til at fiske ved solopgang, da makreller jager meget intensivt omkring solopgang og solnedgang. Jeg ville også tidligt hjem igen, så det var med at få så meget fisketid som muligt.
Se video fra dagen tryk her…..
Der var ikke anden menneskelig aktivitet ved havnen mens jeg fik søsat båden, en Ryds 480 DL. Det koster i øvrigt 70 kr. at bruge slæbestedet ved Egense.
Der var forlydender om at der var mange og store makreller i området, så jeg var spændt på om jeg ville finde fiskene.
Jeg sejlede stille og roligt ud af havnen og ud mod sejlrenden med kurs mod “salt og pepper”. De to første markeringer, hvor der ofte kan fanges fisk.
De første par kast på sydsiden af sejlrenden gav ikke fisk. Så jeg sejlede lidt længere ud. Et par andre lokale både på jagt efter makrel dukkede også op nu. Ved man ikke hvor der skal fiskes kan det være en god ide at følge efter dem, de kender området rigtig godt.
Jeg opdagede hurtigt et meget kraftigt strømskel der lå lige ved den nordlige kant af sejlrenden. På sydsiden var vandet mere uklart og med en del grøde så jeg kastede min 40 grams pirk og makrelforfang på den anden side af skellet. Småfisk plaskede jævnligt i overfladen i det kraftige strømskel, så her måtte der da være makrel. Kort efter mærkede jeg de velkendte hidsige nøk i stangen og de første makreller kom i båden. Det var gode fisk med fin størrelse på. Herefter gik det slag i slag med masser af makreller på pirk og ophænger. Flere gange var der “fuldt hus” med 5 makreller på samme tid. Næsten alle makrellerne lå mellem 30-40 cm, så rigtig fine størrelser.
Det stærke strømskel holdt båden på samme sted lige i strømmen, så da båden ikke drev var det ikke nødvendigt at sejle tilbage. Så jeg kunne blot koncentrere mig om fiskeriet.
Pludselig blev båden indhyllet i en meget tæt tåge. Jeg skyndte mig at tænde lanternerne og holdt godt øje med andre fartøjer. Heldigvis lå jeg næsten helt ude ved kanten af sejlrenden i den nordlige side og al trafik under fiskeriet var udadgående så det foregik i den sydlige side. Ud af tågen dukkede der blandt andet et stort containerskib op. Det var en lidt vild oplevelse med den meget korte sigtbarhed.
Jeg havde hurtigt fanget et passende antal fisk. I alt blev det til 51 makreller der kom med hjem. Der blev kun genudsat 3-4 stykker som endda også holdt mindstemålet på 20 cm. Så generelt var det en rigtig fin gennemsnitsstørrelse. Derudover fangede jeg 3 fjæsinger og 3 hornfisk.
Se video fra dagen tryk her…..