Nu skulle der fanges makreller
Efter en lidt fejlslagen tur efter makreller fra Grenå, hvor det kun lykkedes af fange 3 makreller, skulle turen nu gå til den “sikre” plads.
Båden blev søsat ved Egense lystbådehavn meget tidlig morgen. Det var fint vindstille vejr og let skyet. Der var meget stille på havnen og jeg fik hurtigt søsat båden ved det fine slæbested.
Kursen blev sat mod “salt og peber”, der er to markeringer placeret lidt ude i indsejlingen. Der var allerede en lokal båd i gang med makrelfiskeriet og da jeg nærmede mig kunne jeg se de jævnligt halede makreller indenbords. Så det tegnede godt.
Der gik lidt tid før jeg fandt rytmen, et skifte til en tungere pirk på 40 gram, gjorde udslaget i den stærke strøm. Til at begynde med fangede jeg primært mindre makreller på omkring 25 cm, de er fine til grillen, men jeg foretrækker lidt mere størrelse på dem.
Lidt op af dagen sejlede jeg længere ud af sejlrenden og der kom flere store makreller op. Nogle kast gav udelukkende store makreller, der fyldte godt i spanden med is.
Det er vigtigt at få makrellerne renset hurtigt og lagt på is. Medbring is og en køleboks. Jeg ligger dem i en spand med is så de bliver nedkølet lige efter aflivning. Så kan man godt vente lidt med rensningen.
Det er virkelig sjovt fiskeri på let grej hvor man tydeligt kan mærke makrellernes hidsige hug og fight.
Jeg bruger en Savage Gear Salt 2 7,4 fod med kastevægt 15-65 gram og Penn Slammer 360 med 0,14 fletline med forfang af flurocarbon 0,4 mm.
Der var efterhånden kommet mange både til, som lå fra “salt og peber” til et godt stykke ud af sejlrenden, til de store røde og grønne sidemarkeringer.
Jeg sejlede op til kanten af sejlrenden ved rød markering og lod båden drive ind mod midten af sejlrenden. De fleste fisk fangede jeg tæt på kanten. Op af dagen er der en del trafik af forskellige både på stedet, så det kan være nødvendigt at flytte båden indimellem så man ikke kommer på kollisionskurs med udadgående både.
Jeg stoppede fiskeriet ca kl 10 og havde en god stak makreller i køleboksen. Dagens største fisk var omkring kiloet.
Makreller er en sommerfisk og er meget velegnet til at grille. Fisken er let at filetere og har ikke mange ben. Den kan også grilles hel og udgøre et smukt og velsmagende måltid.